Følgende er citeret fra miljø og sundhed
Køb af lim
Hvis det er muligt, køb da lim uden isocyanater, bisphenol-A, formaldehyd, kolophonium, phthalater, cyclohexan og n-Heptan.
Sørg for god udluftning ved brug.
Børn bør kun bruge lim, der er beregnet til børn.
Køb A-mærket lim.
A-mærkningen er etableret af brancheorganisationen "Fællesrådet For Formnings- og Hobbymaterialer" (FFFH), som er en forening af producenter, importører og forhandlere af hobbymaterialer i Danmark. Fællesrådet arbejder sammen med uvildige miljørådgivningsfirmaer, når der fastsættes kriterier for produkterne og når de efterfølgende vurderes. Produkter mærket med "A" betyder, at produktet kan benyttes af børn fra 3 år og opefter, samt at det lever op til de skrappeste kriterier FFFH har opstillet.
Køb af fugemasse
Køb fugemasse uden giftige og sundhedsskadelige stoffer som f.eks.: ethylglycol, diphenylmethan-4, 4´-diisocyanat, d-limonen, xylen og aromater.
Køb akrylfugemasse uden phthalater.
Til vådrum, køb ren silikone fugemasse uden organiske opløsningsmidler.
Sørg for god udluftning ved brug.
Se efter MAL-koden
MAL-koden fortæller, hvilke risici der er forbundet med anvendelsen af produktet. MAL-koden fortæller også, hvilke forholdsregler man skal tage, når man anvender produktet.
Tallet før bindestregen er et udtryk for sundhedsfare ved indånding af dampe fra produktet.
Jo højere tal, desto større sundhedsfare - dvs. 00-1 er bedst, 5-6 er værst.
Produkter med MAL-koderne 00-, 0-, 1- og 2- må godt bruges indendørs. Produkter med MAL-kode 3-, må indendørs kun bruges til gulve, samt til vægge i badeværelse. Produkterne med koderne 4- og 5- må kun bruges af private udendørs.
Tallet efter bindestregen fortæller om sundhedsrisikoen, når man får noget på huden eller i øjnene.
Produkter mærket med -5 og -6 kan være allergifremkaldende og kræver særlig beskyttelse.
Husk at følge brugsanvisningen nøje.
Brug maske, handsker og andre beskyttelsesmidler, når der arbejdes med produkter med høj MAL-kode.
Det er desværre ikke alle produkter, der er mærket med en MAL-kode. Spørg derfor personalet i butikken, hvis MAL-koden ikke er angivet på et produkt. MAL-koden skal fremgå af produktets datablad.
I lim på det danske marked kan der være sundhedsskadelige og miljøfarlige stoffer, som er på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer.
Det drejer sig om:
Isocyanater, der kan være kræftfremkaldende, miljøfarlige og give allergi.
Bisphenol-A, som er et bindemiddel i epoxylime, der kan give allergi. Stoffet er ligeledes hormonforstyrrende.
Formaldehyd, et konserverings- og bindemiddel, som er mistænkt for at kunne give kræft og allergi. Er giftigt og ætsende.
Kolophonium (naturharpiks), der er en hærder, der kan give allergi og lignende reaktioner.
Cyclohexan, et opløsningsmiddel, der kan give lungeskader og allergi, og som er miljøbelastende.
n-Heptan, et opløsningsmiddel og en fortynder, som kan give lungeskader. Stoffet er desuden miljøbelastende.
Phthalater, der er blødgørere, som er miljøbelastende, og som samtidig er mistænkt for at være hormonforstyrrende. I lime til privat brug er phthalater dog stort set udfaset.
Det er muligt at købe lim mærket med det Nordiske Miljømærke Svanen, hvor der stilles krav til indholdet af kemiske stoffer, og disses indvirkning på miljøet.
Fugemasser
Der anvendes årligt ca. 6-8.000 tons fugemasse i Danmark. Som med lim findes der mange forskellige typer af fugemasser med hver deres formål. Forbruget af fugemasser baseret på silikone er størst, men der anvendes også akrylfugemasser, bitumenfugemasser og fugemasser baseret på tørrende olier.
I fugemasser kan der også være sundhedsskadelige og miljøbelastende stoffer. Det drejer sig om stofgrupperne isocyanater og phthalater som i limprodukter, samt chlorparaffiner. Chlorparaffiner er på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer, fordi det er mistænkt for at være kræftfremkaldende og miljøbelastende. I mange typer af fugemasser er phthalaterne dog blevet udfaset. Det gælder stort set alle akrylfugemasser til udvendig brug, rene bitumenfugemasser og fugemasser baseret på tørrende olier.
Fugemasserne kan desuden indeholde opløsningsmidler som f.eks. ethylenglykol, diphenylmethan-4,4´-diisocyanat, d-limonen, xylen og aromater, der alle er sundhedsskadelige. Rene silikonefugemasser indeholder ikke ovenstående opløsningsmidler.
Til gengæld har man i en undersøgelse, foretaget af det tyske miljømagasin Ökotest, påvist tinorganiske forbindelser i silikonefugemasser. Undersøgelsen konkluderede, at kun 1 produkt ud af 24 kunne anbefales. 19 af de undersøgte produkter indeholdt således det meget giftige stof TriButylTin (TBT). TBT kan have en hormonforstyrrende effekt på vandlevende organismer og er bioakkumulerbart. Det er uvist, om der findes TBT i silikonefugemasser på det danske marked.
Deklaration på lim og fugemasse
Det skal fremgå af indholdsdeklarationen, hvis lim og fugemasse indeholder kemiske stoffer, der er klassificeret som meget giftige, giftige eller sundhedsskadelige. Det gælder dog kun, når stoffet overstiger en bestemt koncentration. MAL-koden er kun påkrævet på produkter til erhvervsmæssig brug, men i mange tilfælde er de dog angivet på produkter til forbrugerne.
Bortskaffelse
På grund af deres indhold af sundhedsskadelige og miljøbelastende stoffer er lim og fugemasse farligt affald og må derfor ikke smides i skraldespanden. De skal i stedet afleveres på den kommunale genbrugsplads.
|